fredag den 10. april 2015

Fra Gørløse til Freerslev, Peder Larsen og Gertrud Joensdatter.


Peder Larsen fra Gørløse bliver gift med Gertrud Joensdatter i Freerslev, en landsby i nabosognet Nørre Herlev, som er beliggende syd og vest for byen Hillerød. Ved folketællingen i 1787 havde sognet 766 indbyggere, hvoraf de 262 boede i Freerslev.
Peder og Gertrud bliver trolovet i juli 1724 og gifter sig fire måneder senere, 5. november 1724. Peder er 22 år, og Gertrud er 30 år. Enke er hun ikke, men hendes forældre er godt oppe i årene, og mit gæt er, at de har en gård, Peder og Gertrud kan overtage. Jeg ved det naturligvis ikke med sikkerhed, men jeg ved, at Peder og Gertrud bliver gårdfolk på Bentsgaard.





Ved trolovelser skal to mænd cavere for parret, der bliver trolovede, hvilket vil sige, at de står inde for, at ingen af de to parter er gift eller på anden måde engageret til anden side. Joen Haagensen caverer for sin datter, og i modsætning til Olle Hansen, der caverer for Peder, kan Joen ikke skrive sit navn. Så hans underskrift består af hans initialer, hvorpå præsten skriver hans fulde navn.

Gertruds forældre, Joen Haagensen og Karen Pedersdatter afgår begge ved døden i 1730. Karen i september, 80 år, og Joen måneden efter, 75 år.
Der findes desværre ikke noget skifte efter dem, men jeg fandt et skifte efter en Peder Haagensen, som døde i 1698 i Drastrup, Søborg sogn i Holbo herred længere nordpå, som meget vel kan være Joens bror.
 

"Peder Haagensen Smid" - enkens lv var Jørgen Olsen i Pasebæk - "og tree deris sammenauflede børn en dreng og toe piger . . . Naunlig Gunder Pedersen - 1½ aargl: til forMynder Niels Jørgensen i Dragstrup, Anne Pedersdat[r] = 12 aargl: hendis forMynder er Hans Jens: i Ferle, Johanne Pedersdaatter = 7 aargl: hvis forMynder er Bendt Bendtsen udj Søeborg" - en Joen Haagensen i Fresløf skyldte boet penge.
 

http://www.nogn.dk/DB5/index.html
 

Som det fremgår af skiftet, skyldte Joen Haagensen i Freerslev boet penge, og det var jo ikke så godt. Om han fik betalt sin gæld, vides ikke.
 

Tilsyneladende efterlader Joen og Karen sig ikke andre børn end Gertrud, men en anden slægtsforsker har fundet frem til en datter til Joen og Karen, Bente, så det gravede jeg lidt i.
 

http://www.bentjac-slaegt.dk/per00466.htm#0
 

Bente Joensdatter er omkring fire år ældre end Gertrud, og hun gifter sig med Ole/Oluf Christophersen i Holmens kirke i København i april 1714. Ole er beskæftiget på Holmen som tømmermand og/eller rodhugger (hvad det så end er for en funktion), og de bor i Cammelegaden 16.
 

Allerede i december samme år får de en datter, Maren, i december 1715 datteren Berete, og endelig i december 1716 sønnen Ole/Oluf. Bente kommer sig formodentlig ikke over den sidste fødsel, og i slutningen af januar 1717 dør Bente kun 27 år gammel.
Enkemanden gifter sig naturligvis igen, og i februar 1718 får han datteren Bente, opkaldt efter sin afdøde hustru.
 

Desværre er der intet i forbindelse med hverken vielse eller børnenes dåb, der afslører slægtskabet med Joen og Karen i Freerslev, idet både forlovere og faddere alle er matroser og andet godtfolk fra Holmen.
Hvad der bliver af Bentes to døtre, har jeg ikke undersøgt. Måske de simpelthen bliver boende hos faderen og den nye kone. I al fald kan jeg ikke finde dem i Freerslev.
 

Sønnen Ole Olsen derimod kommer til Nørre Herlev sogn, og han bliver ad åre gift med en pige fra Tjæreby i nabosognet, Maren Andersdatter. De bosætter sig i Nørre Herlev by og får en masse børn. Oles forlover ved brylluppet er netop Gertruds mand, Peder Larsen, som også er fadder for de to ældste af Oles børn, der kommer til verden, mens Peder endnu lever, og den første datter efter Gertruds død, får tilligemed navnet Gertrud.
 

Oles brud har i øvrigt også tilknytning til en anden af mine aner i Freerslev, Bent Jensen, som er hendes onkel og forlover ved brylluppet.
 

Tilbage til Peder og Gertrud, som får tre døtre og tre sønner, hvoraf alle tre døtre dør som små; også datteren Bente, formentlig opkaldt efter Gertruds afdøde søster. Til gengæld får det næste barn så navnet Bent.
 

Jens Pedersen  1725 - 1792, 66 år
Bente Pedersdatter 1727 - 1728, ½ år
Bent Pedersen  1729 - 1813, 84 år
Anders Pedersen 1731 - 1808, 76 år
Birthe Cathrine Pedersdatter 1734 - 1734, ½ år
Birthe Pedersdatter 1738 - 1743, 5 år
 

I 1738 er Peder blevet sognefoged, og denne værdighed gøres der vældig stads ud af i kirkebogen forbindelse med den yngste datter Birthes barnedåb.
 

Gertrud afgår ved døden i marts 1747, 53 år, og selv om der ikke længere er småfolk i hjemmet, gifter Peder sig igen i juni samme år med Dorethea Rasmusdatter fra Uggeløse.
Lykken varer nu ikke så længe, for allerede i december dør Peder, kun 46 år gammel. Forinden når han dog at besvangre Dorthea, som i maj 1748 føder en søn, der får navnet Peder Larsen, opkaldt efter sin afdøde far, tilligemed tilnavnet Pedersen formoder jeg.
 

Gertrud og Peders ældste søn, Jens Pedersen, gifter sig i 1749 med enken Ane Kirstine Jensdatter i Nørre Herlev. Ane Kirstine er 39 år og Jens er 24 år. Dermed er Jens blevet gårdmand, men ægteskabet forbliver barnløst.
 

Ane Kirstine bliver 49 år, og et halvt år efter hendes død i maj 1759 gifter Jens, der nu er 34 år, sig i oktober 1759 med den kun 18 år gamle Marie Sylvestdatter fra Kollerød i Lynge sogn. Fire børn bliver det til i dette ægteskab i perioden 1760-1770. Anna Giertrud, Maria, Peder og Anna.
 

I perioden bliver Jens underfoged i Nørre Herlev. Hans yngre broder, Bent, er nogle år forinden blevet sognefoged, så det bliver i familien.
 

I 1790 Bliver Jens endnu engang enkemand ved hustruen Maries død, og to år efter følger han selv efter, 66 år, 2 måneder, 3 uger og 2 dage bliver han - i følge kirkebogen i al fald, men jeg har tidligere erfaret, at regnestykket ikke altid holder helt stik.
 

Peder og Gertruds næstældste søn, Bent Pedersen, overtager Bentsgaarden og gifter sig i 1750 med Margrethe Pedersdatter i Freerslev, men ham vender jeg tilbage til senere.
 

Endelig er der sønnen Anders Pedersen, som i 1752 gifter sig med Kirstine Bentsdatter. Kirstine er datter af Bent Jensen og Kirsten Nielsdatter i Freerslev,som også hører til blandt mine aner, så Anders vender jeg også tilbage til senere. 
Her vil jeg blot nævne, at han via sit ægteskab med Kirstine bliver gårdmand på Andersgaard i Freerslev.
 

Og således er Peder Larsens tre sønner alle blevet gårdmænd, de to i Freerslev og den sidste i Nørre Herlev.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar